Drømmen om at have en storebror

Det smukkeste ved Aarhus Teaters opsætning af ’Brødrene Løvehjerte’ er båndet mellem brødrene. Altså forholdet mellem Jonathan Løvehjerte og Tvebak, mellem storebror og lillebror. For der er så varm en kærlighed mellem de to, så megen beundring og omsorg, at historien om brødrene langt overstråler historien om den fæle Tengil og om døden.

Når Jacob Madsen Kvols’storebror kigger ned på Frederik Ømanns Tvebak, er det både med bekymring og kærlighed, og når han hverken vil lyve eller gøre sin lillebror bange, så kan selv de mindste tilskuere høre hans forsigtighed. Og når Frederik Ømanns Tvebak ser stolt op på sin storebror, kan man nærmest mærke, hvordan han må synke, inden han tager mod til sig og siger: ’Jeg er ikke nogen lille lort’.

Bare Katlas ene klo

Det er i det hele taget lykkedes instruktøren Alexa Ther at fange en tone mellem drengene, som rammer Astrid Lindgreens næsten ubærligt smukke skildring af kærligheden og døden. Og Camilla Bjørnvads scenografi er så stiliseret, at forestillingen bliver en skildring af dødsriget Nangijala, som man kan tro på: ophøjet og realistisk på samme tid. I denne Kirsebærdal hænger der kirsebærblomster så store som parasoller, men samtidig er klipperne skarpe og grotterne snævre. Og drageuhyret Katla er alleruhyggeligst, når man bare ser hendes ene klo...

Selv den svære sidstescene forløser scenografien helt enkelt – med Jesper Kongshaugs overleverlys som solopgang over den sidste frygtelige replik: ’Jeg ser lyset’.

Men da er det, at man som tilskuer næsten ingenting ser, fordi tårerne fosser op i øjnene. Og sådan må det nok være, hvis man lægger tilskuersind til en ’Brødrene Løvehjerte’. Smukkere dødsskildring end Astrid Lindgreens kender jeg i hvert fald ikke. Hverken for børn eller for voksne...

Stramhed og lussinger

Dramatiseringen er den oprindelige af Mats Huddén og Marie Lalander i Inger Christensens iscenesættelse. Ordene er knappe og præcise, og deres stejlhed passer til Alexa Thers stramme oversættelse. Her er ingen sentimentalitet. Her er handling og konsekvens.

Og det virker. Ensemblet på Aarhus Teater svarer tilbage med samme klarhed. Flottest nok af Kim Veisgaard, hvis gamle morfar Mattias kan stikke en lussing, så man ikke er i tvivl om, at den skal svie. Hvorefter han kærtegner kinden, så man ved, at det var tvingende nødvendigt at spille barsk...

Niels Ellegaard spiller tilsvarende på sin onkelhyggeudstråling i rollen som den forræderiske Jossi – skarpt og kynisk, så også ungerne forstår, at visse voksne vitterlig er onde, uanset hvor rare de virker.

Eneste mislyd er moderens ene kuldslåede replik i første scene. I denne alt for reducerede version burde rollen helt tages ud, fordi den kun bringer forvirring med sig: Hvis forældre ikke er der for deres børn, skal de hellere blive væk. Også i teaterforestillinger.

De indlagte sange giver heller ikke noget synderligt til forestillingen, som ikke er der allerede. Til gengæld lykkes det for Kim Engelbredts lyddesign med Katla-brøl i baggrunden at skabe gåsehud overalt...

Actionhelt eller pacifist

Krigsscenerne i afslutningen er modbydelige, men kun med den ondskab, som er ’nødvendig’ for at vise krigens gru. Drejescenen drejer, mænd støder sværd, og mænd falder...

Man skal stadig være mindst otte år for at kapere en ’Brødrene Løvehjerte’, men her bliver børnene generelt skånet for den hang til ’action’, som ofte skræmmer de mindste børn unødigt i familieforestillinger, der prøver at lefle for teenagerne. Samtidig får denne fortolkning meget klart placeret Jonathan Løvehjertes fredselskende pacifist i centrum af dramaet.

Når Jacob Madsen Kvols’ Jonathan siger, at han ikke kan slå nogen ihjel, så mener han det. Det er ikke noget valg at være pacifist: Det er et sind og en overbevisning. Og flot er det, at Kvols igen og igen understreger i sit spil, at den allerværste frygt ikke er selv at blive fanget og slået, men at se andre mennesker blive pint...

Aarhus Teater er ikke alene om at genopdyrke ’Brødrene Løvehjerte’. Sidste år spillede Teatret Zeppelin en varm og intens fortolkning af Alexander Mørk-Eidems dramatisering i Henriette Holm Pathares iscenesættelse, der blev levende i Johanne Eggers scenografi, der bugtede sig ind og ud på teatrets gange og trapper.

Og for tre år siden bød Det Kgl. Teater på operaversionen af Joachim Holbeck, iscenesat af Katrine Wiedemann og med scenografi af Martin Tulinius, men her var der langt til tårerne.

Aarhus Teaters version rammer en balance, som både er for børnene og for de voksne. Og klippeformatet på Store Scene tager virkelig ungerne alvorligt; sjældent har de samme fire klipper kunnet se så forskellige ud: fra fiskebro til dødsudspringsvippe.

Børnene og døden

Før man nærmer sig ’Brødrene Løvehjerte’ på bog eller teater eller film, kan man godt have fornemmelsen af, at man skal tage sig sammen – fordi man ved, at det bliver voldsomt. Og jo, det ER voldsomt at opleve ’Brødrene Løvehjerte’ på Aarhus Teater, og man bliver stille bagefter i lang tid.

Men når Aarhus Teaters opsætning forløses så følelsesoprigtig, så er det sikkert, fordi den minimaliserer med alle ydre følelsesudtryk. De to drenge kigger på hinanden, så siger de, hvad der skal siges – og så vælter følelserne frem i tilskueren i stedet.

Det gælder lige fra de allerførste replikker mellem brødrene, som i sig selv er så overvældende ærlig, at man næsten ikke kan tro, at nogen kan udtale ordene. Men det kan Kvols og Ømann altså. Uden at ryste på stemmerne.

’Ved du, jeg snart skal dø?’, spørger lillebror Tvebak Ømann.

’Ja, det gør jeg,’ svarer storebror Jonathan Kvols.

Det er barneærlighed, der vil noget. Og på Aarhus Teater løfter den sig og bliver til kærlighedsteater.